Netop Nu

Grundlaget for mit indlæg på høringen om de Irakiske torturofre 17. marts 2016 i Landstingsalen på Christiansborg:

Mit skriftlige indlæg:

 

Produktivitetskommissionen:

 

Min prisundersøgelse til artiklen i Økonomi & Politik:

Prisundersøgelse:

Oversigt over lukketider til artiklen i Økonomi & Politik:

Lukketider:

 

 

Produktivitetskommissionen har 24. marts i et notat kommenteret min kronik i Politiken fra 18. marts "Historien om en uproduktiv fejltagelse" og mit analysenotat: "Produktivitetskommissionens analyse af produktivitetsudviklingen i detailhandlen".

Mit svar herpå er givet i notatet:

Svar på Produktivitetskommissionens notat af 24.marts

Som det fremgår af  kommissionens notat af 24. marts, undlader kommissionen helt at kommentere på de mærkværdige produktivitetstal, som de lægger til grund. Hvorfor mon?

Dette gælder også for det indlæg med titlen: Sørensens uproduktive fejltagelser som Produktivitetskommissionen fik optaget i Politiken 26. marts.

Grundet pladsmangel afviste Politiken at optage mit svar på dette indlæg. Her er det imidlertid: 

Produktivitetskommissionens talrehabiliteringsforsøg

Børsen 20. marts:

Når det ikke er muligt at erobre bolden: så gå efter manden. To indlæg af hhv. professor David Dreyer Lassen, Københavns Universitet (kollega til Peter Birch Sørensen) og økonomisk redaktør Thomas Bernt Henriksen i dagbladet Børsen 20. marts  er skoleeksempler herpå. De to indlæg i Børsen er en reaktion på min kronik i Politiken 18. marts 2014 "Historien om en uproduktiv fejltagelse" og det bagvedliggende analysenotat "Produktivitetskommissionens analyse af produktiviteteten i detailhandlen", som jeg udarbejdede til De samvirkende Købmænd", jf. nedenfor. Disse to indlæg var primært en følge af Produktivitetskommissionens analyse af produktivitetsudviklingen i detailhandlen, især dagligvarehandlen.

I begge indlæg - naurligvis mest uddybende i analysenotatet på 18 sider - dokumenterer jeg, at Produktionskommissionen i dens udlægning af produktivitetsudviklingen i dagligvarehandlen, som de opgjorde til et gennemsnitligt årlig fald på 1,4 pct. i perioden 1995-2007, havde begået tre helt åbenbare fejl.

Det mest underlige og urovækkende er, at Produktivitetskommissionen ikke var opmærksom herpå eller så bort herfra. Der er nemlig ikke mange ædruelige personer, der vil tro på så bizart et resultat som et gennemsnitligt fald på produktiviteten på 1,4 pct. om året i 12 år!

I de to indlæg i Børsen er der ikke en eneste henvisning til de tre kritikpunkter, som jeg rejste, ligesom det bizare produktivitetsfald heller ikke nævnes. Men det er måske ikke så mærkeligt, hvis intimidering er hovedformålet, at substansen så søges undertrykt, især når det vanskeliggør eller umuliggør intimidering.

Økonomisk redaktør Thomas Bernt Henriksen mener ligefrem, at Peter Birch Sørensens afvisning af min kritik "er bidende kontant", i henhold til følgende kommentar:"Christen Sørensen har læst Produktivitetskommissionens raport som en vis mand læser Bibelen."

Også dette udsagn er tømt for faktuel substans. Havde Thomas Bernt Henriksen læst videre i Peter Birch Sørensen's kommentar, der var en kommetar til en Ritzau-artikel om min kronik, kunne han også have citeret:

"Hvis Christen Sørensen mener, at Produktivitetskommissionen bør trække kapitlet (om detailhandlen i Analyserapport 2, tilføjelse) tilbage, så må han også mene, at Danmarks Statistik og tilsvarende statistikkontorer i udlandet bør trække de officielle nationalregnskaber tilbage.

For det er de data, kommissionen har benyttet, lyder det fra Peter Birch Sørensen."

Mage til vrøvl skal man lede længe efter. Danmarks Statistik og øvrige statistikkontorer udarbejder naturligvis nationalregnskabsstatistik efter de konventioner, der internationalt er vedtaget først i FN og senere med virkning for også Danmark i EU. Der er mange konventioner bag nationalregnskabsstatistikken. Det undervises økonomistuderende allerede om i starten af deres studie, så de forhåbentligt ikke kommer galt afsted, når de anvender nationalregnskabsdata. Det er naturligvis ikke Danmarks Statistiks opgave, at gøre brugerne opmærksomme på disse helt almindelige og kendte konventioner, herunder at produktionsværdien opgøres på en særlig måde i handelserhvervene, herunder i dagligvarebranchen, nemlig ved bruttoavancen. Hvis man ikke kender disse konventioner, skal man afholde sig fra at bruge nationalregnskabsdata.

Når det går så galt, at anvende nationalregnskabsdata for Danmark i perioden 1995-2007 til at opgøre produktiviteten i dagligvarehandlen, skyldes det - som jeg anfører - primært specifikke danske forhold, der forstærkes af, at Produktivitetskommissionen ikke har anvendt et retvisende mål for produktivitetsudviklingen. Kommissionen anvender af datamæssige årsager time-arbejdsproduktiviteten, der ikke inkluderer betydningen af kapitalanvendelse. Kapitalanvendelse inddrages derimod i totalfaktorproduktivitetsmålet.

De tre særlige forhold, som jeg nævner, er:

1. at lukkeloven i Danmark er blevet væsentligt lempet gennem undersøgelsesperioden 1995-2007, hvilket igen har øget arbejdskraftanvendelsen i forhold til kapitalanvendelsen. Når dette er tilfældet, undervurderer time-arbejdsproduktiviteten klart den faktiske produktivitetsudvikling,

2. at uddannelsesniveauet i dagligvarebranchen har været faldende i undersøgelsesperioden 1995-2007. Dette betyder også, at time-arbejdsproduktivitetsmålet undervurderer produktivitetsudviklingen. Dette er givetvis den mindst væsentlige af de tre forhold.

3. at produktionsværdien i handelserhvervene, herunder i dagligvarehandlen, opgøres på en særlig måde: nemlig ved bruttoavancen. I undersøgelsesperoden har det givetvis betydet, grundet større konkurrence og den manglende hensyntagen hertil i omregningen fra løbende til faste priser, at produktivitetsudviklingen i dagligvarehandlen er blevet markant undervurderet. Den stigende konkurrence på dagligvareområdet i Danmark er bl.a. en følge af, at discountbutikker har en meget betydelig del og en stigende del af omsætningen i dagligvarehandlen i Danmark. Dette er nærmere uddybet i analysenotatet.

 Som det fremgår er disse tre forhold primært udtryk for særlige danske forhold. Peter Birch Sørensen's konklusion om, at jeg som en logisk følge af min kritik af Produktivitetskommissionens åbenbart fejlagtige udlægning af produktivitetsudviklingen i dansk dagligvarehandel skulle mene, at de officielle nationalregnskaber i Danmark og andre lande bør trækkes tilbage, er derfor helt ude i hampen.

 

Thomas Bernt Henriksen er af den opfattelse, at min kritik ikke vil ændre et komma i Produktivitetskommissionens anbefalinger i kommissionens endelige betænkning, der skulle foreligge ved udgangen af marts måned 2014. Thomas Bernt Henriksen vil snart opdage, at han tager fejl. Når han nu selv ikke ønsker eller evner at gå ind i substansen om produktivitetsudviklingen i dagvarehandlen, kunne han jo spørge Danmarks Statistik. Jeg vil se frem til en seriøs redegørelse fra nationalregnskabsafdeligen i Danmark Statistik.

 

Thomas Bernt Henriksens bemærkninger giver jeg ikke meget for, bl.a. fordi jeg har Pressenævnets udtalelse om, at han ikke kan læse indenad - se nedenfor under punktet:

DR-dokumentar "Sikke en fest", de 24. mia. kr. og Børsen

De to indlæg i Børsen kommenterede jeg 25. marts i Børsen, der fik overskriften:

Forhold jer til sagen

Børsen v. Thomas Bernt Henriksen fortsatte 27. marts på deres sladrebagside - Børsens bidrag til journalistikken - med at dække over Produktivitetskommissionens manglende svar på de mærkelige produktivitetstal for dagligvarehandlen med udgangspunkt i et blokindlæg af prof. Carl-Johan Dalgaard, som også undlod at forholde sig til de mærkelige produktivitetstal i sit blokindlæg. Dette kommenterede jeg 1. april 2014 i Børsen:

Ensidig kampagne. Børsen 1. april 2014

 

Mit analysenotat:  

Produktivitetskommissionens analyse af produktiviteten i dagligvarehandlen. Marts 2014

Notatet om: Produktivitetskommissionens analyse af prioduktivitetsudviklingen i detailhandlen er udarbejdet til De samvirkende Købmænd. Jeg tog selv initiativ hertil. En så fejlagtig analyse bør ikke danne grundlag for politiske beslutninger. For god ordens skyld skal jeg tilføje, at jeg selv er søn af en købmand.

Se også kronikken: Historien om en uproduktiv fejltagelse. Politiken 18. mar. 2014: under fanebladet: Kronikker

En del kritikere - bl.a prof. Carl-Johan Dalgaard, der også var medlem af produktivitetskommissionen - har lagt til grund, at kronikken i Politiken blev skrevet som en opfølgning til analysenotatet. Det forholder sig imidlertid lige omvendt, jf. følgende:

Fakta

 

 

 

 

Serviceeftersynet af vilkårene for kulbrintebeskatning: 

I tilknytning til regeringens forslag om at gennemføre den skærpelse af beskatningen fra indvinding af kulbrinter for bevillinger før 1. jan. 2004, der via den såkaldte Nordsøaftale fra 2003 allerede var blevet indført fra 1. jan. 2004 for eneretsbevillingen til DUC og for bevillinger givet efter årskiftet til 2004, blev jeg fra Bayerngas Norge A/S anmodet om et notat herom. Dette notat af 1. sep. kan læses og downloades via dette link:

Serviceeftersynet af vilkårene for kulbrintebeskatning af 1. sep. 2013

Regeringens forslag var en opfølgning af de anbefalinger, som et tværministerielt udvalg var kommet med i en redegørelse fra marts 2013, og som betød at også bevillinger udenfor eneretsbevillingen, der var givet før 1. jan. 2004, skulle overgå til de ændrede kulbrinteskatteregler i Nordsøaftalen, hvilket hidtil havde været frivilligt.

Selv om kulbrinteskattesatsen med Nordsøaftalen blev sænket fra 70 pct. til 52 pct. indebar de nye regler alligevel en skærpet beskatning, idet det såkaldte kulbrintefradrag blev reduceret fra 250 pct. til 30 pct.

I mit notat har jeg om denne skærpelse i mit notat konkluderet: "Ud fra en samfundsøkonomisk og offentlig synsvinkel er det derfor kun muligt at konkludere, at de nye regler må foretrækkes fremfor de gamle regler. Det kan derfor ikke undre, at Serviceeftersynsudvalget anbefaler, at der bør overgås til de nye regler."

Med andre ord: Der er fuld opbakning fra min side til den overvejede skærpelse.

I notatet kritiserer jeg imidlertid de foreslåede overgangsregler, idet disse indebærer lovgivning med reel tilbagevirkende kraft. Ønsket om ud fra retsstatsprincipper at undgå lovgivning med reel tilbagevirkende kraft diskuteres i den juridiske litteratur under overskriften: uægte materiel tilbagevirkende kraft.

Hvor nye lovregler indebærer sådanne konsekvenser kan reel tilbagevirkende kraft undgås helt eller delvist ved overgangsordninger. Dette hensyn blev bl.a. taget så sent som ved den såkaldte solcelleaftale af 15. nov. 2012, der blev indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Ja, endog i udvidet forstand, idet der i en periode efter aftalen kunne indgås aftale om etablering af solcelleanlæg under de hidtidige og gunstigere regler end de kommende.

Ud fra en principiel retsstatslig udgangspunkt kan der efter min opfattelse ikke argumenteres for, at der skal være en forskellig behandling af investeringer i solcelleanlæg og i investeringer i olieudvinding. Dette er baggrunden for min kritik - en baggrund der yderligere skærpes af, at bl.a. Bayerngas givetvis ikke får en tilsvarende gunstig overgangsordning, som Nordsøaftalen betød for DUC-selskaberne. Dette er i hvert fald konsekvensen, hvis det tværministerielle udvalgs forslag til overgangsordning følges.

Det er i øvrigt kritisabelt, at det tværministerielle udvalg ikke analyserede rimeligheden af at overføre den meget specielle overgangsordning, der lå i Nordsøaftalen. Dette er nærmere uddybet i mit notat.

Jeg er ikke bekendt med, at vidende personer har sat spørgsmålstegn ved min kritik af de foreslåede ovegangsregler ud fra en principiel retspolitisk synsvinkel, da denne kritik jo også er baserer på den retsvidenskabelige litteratur, som det fremgår af mit notat. 

Derimod er der anført kritik fra politisk side. Jeg kan imidlertid kun opfatte denne kritik som rent populistisk, hvad min modpart i Business-udsendelsen fra uge 37 måtte vedstå.

I tilknytning til den politiske debat er der også fremført kritik af, at mine vurderinger skulle være en følge af, at jeg honoreres for mit arbejde. Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen og politiske ordfører Magnus Heunicke har således efterlyst, hvordan jeg skulle være honoreret. Og naturligvis blev jeg honoreret for mit arbejde, som jeg nærmere oplyste om i Business-udsendelsen. Dette fremgår endog også meget tydeligt af mit notat, idet notatets første sætning er: "Dette notat er skrevet efter opdrag fra Bayerngas Norge A/S", hvorfor ingen kunne være i tvil om, at dette var et honoreret arbejde.

Jeg har i øvrigt sendt mit indlæg til disse to kritikere, og anmodet dem om at redegøre for på hvilke punkter de er uenige i det, som jeg har skrevet - gerne set i sammenhæng med solcelleaftalen. Men jeg har endnu ikke fået et svar - og måske kommer det aldrig. 

I Business-udsendelsen blev jeg i øvrigt kritiseret for, at jeg havde bevæget mig ind på et juridisk område. Hertil kun to kommentarer: for det første er det i mange tilfælde nødvendigt både at inddrage økonomiske og juridiske aspekter, for det andet har jeg tidligere beskæftiget sig med skatteret både teoretisk (undervist i skattepolitik på Københavns Universitet) og praktisk, bl.a. i realtion til Glistrup-sagen, som det fremgår nedenfor. Også dengang kritiserede jeg, at retspolitske principper blev trådt under fode i en ophedet politiksk sammenhæng.  

 

Benny Engelbrecht (erhvervsordfører, S) fortsatte i Jyllands-Posten 30. sep. med at kritisere, at bl.a. jeg havde udarbejdet et notat for Bayerngas. Dette indlæg har jeg fået mulighed for at svare på i Jyllands-Posten 5. okt. i artiklen: "Afsporing fra sagens realiteter", der også kan læses her:

Afsporing fra sagens realiteter. Jyllands-Posten 5. okt. 2013

 

I fortsættelse heraf skrev fem folketingsmedlemmer fra S, Benny Engelbecht, Pernille Rosenkrantz-Theil, Magnus Heunicke, Jesper Petersen og Tomas Jensen 11. okt. et debatindlæg i Jyllands-Posten under overskriften: Betaling for en spids pen?, hvor de i øvrigt overhovedet ikke forsøgte at svare på de af mig ønskede oplysninger, selv om de mente sig berettiget til selv at bede om yderligere oplysninger. Disse oplysninger må de gerne få af mig - men under forudsætning af, at de selv blot forsøger at svare på de oplysninger, som jeg ønskede, jf. mit efterfølgende indlæg i Jyllands-Posten:

 

Endnu et undvigende indlæg. Jyllands-Posten 22. okt. 2013

Så vidt jeg har kunnet konstatere, har de fem ikke forsøgt at svare - efter min opfattelse fordi de ikke har kunnet komme med et holdbart svar på mit indlæg i Jyllands-Posten 22. okt. 2013. Allerede dengang besluttede jeg imidlertid, at jeg under alle omstændigheder ville bringe de ønskede oplysninger, da jeg ikke har noget at skjule. Men jeg ville først udfordre de fem folketingspolitikere til at redegøre for, om de havde saglige indvendinger mod min analyse eller de kun forsøgte at intimidere. Men de har tilsyneladende meldt pas!

Men her er de ønskede oplysninger   

 

 

I en artikel i Berlingske Tidende fra 20. sep. under overskriften: "Politisk opgør med betalte eksperter" blev jeg også forsøgt kritiseret. Mit svar på denne kritik blev bragt 9. okt. 2013:

 

S trækker "store stygge ulv-kortet. Berlingske Tidende 9. okt. 2013

 

 

 

 

 

Mit mundlige (via Powerpoint) og skriftlige indlæg ved Det økonomiske Råds 50 års jubilæum 7. dec. 2012:

Mundligt indlæg 7. dec. 2012

Finanspolitik som stabiliseringspolitisk redskab. Jubilæumsskrift. De økonomiske Råd 1962 -2007, side 49-61. København

 

DR-dokumentar "Sikke en fest", de 24. mia. kr. og Børsen:

At medvirke i TV-udsendelser kan også give overraskelser. Jeg antog selv, at det mest kontroversielle, jeg gav udtryk for i "Sikke en fest" udsendelserne, ville være, at Nationalbanken havde tilladt pengeinstitutterne at optage mere end 600 mia. kr. som fundingskapital, så de kunne øge udlånene langt mere end det, de sædvanlige indlån gav mulighed for i overophedningsårene i midt 00'erne. Det var stærkt medvirkende til, at den danske økonomi blev mere end overophedet, hvorfor Nationalbanken også bærer et stort medansvar for, at dansk økonomi allerede blev alvorligt svækket før finanskrisens udbrud.

Men det var det hypotetiske regneeksempel til illustration af, at opgivelsen af upside-modellen i Bankpakke 2 potentielt måske havde kostet danske skatteydere 24 mia. kr., der tiltrak sig opmærksomheden.

Dagbladet Børsen gav i tilknytning hertil 3. dec. bl.a. udtryk for:

"Især brugen af Christen Sørensen som uafhængig økonomisk overdommer er problematisk i en udsendelse, som søger at finde svar på årsagerne til finanskrisen hos de ansvarlige ministre, embedsmænd og finansfolk."

"Det centrale sprøgsmål er, om Christen Sørensen kan anses for at være en uafhængig økonom. Svaret er et klart nej."

Jeg reagerede samme dag ved følgende indlæg på Børsens forsøg på intimidering:

Sikke en historie - og uden tømmermænd

Børsen ville imidlertid kun bringe et indlæg på maksimalt 1800 anslag, hvorfor jeg nedkortede mit korrigerende indlæg hertil ved:

Sikke en fest - og uden tømmermænd

Dette indlæg blev bragt 7. dec., idet Børsen dog fjernede oplysningen om kravet om nedkortningen ved at undlade dette af følgende sætning:

"Da betingelsen for genmæle i Børsen - trods karakteren af TBH's indlæg og dens placering - er, at mit genmæle højest må være på 1800 tegn, dvs. godt kun 1/4 af det først fremsendte, må jeg i min kritik af de tidligere overvismænd Peter Birch Sørensen og Torben M. Andersen endvidere henvise til mit indlæg ved Det økonomiske Råds 50 års jubilæum 7. dec."

Kun sidste del af sætningen - lidt omskrevet - blev bragt i Børsen.

Børsen fortsatte trods dette - endog samme dag, dvs. 7. dec. - i tilknytning til indlægget "Vismænd erkender svigt op til finanskrisen" deres forsøg på intimidering og undergravning af min faglige troværdighed ved at fremsætte urigtige oplysninger, hvilket naturligvis kunne påføre mig skade i hvert fald i relation til min deltagelse i den offentlige debat. Det blev således påstået, at jeg skulle have taget afstand fra, at tabet ved ikke at anvende upside-modellen i Bankpakke 2 kunne beløbe sig til 24 mia. kr. Det er ikke korrekt. Det, jeg har givet udtryk for og står ved, er, at der er meget usikkerhed om dette beløb, således at jeg ikke kan afvise, at det mulige tab evt. kunne gå i nul eller være større end de 24 mia. kr. Usikkerheden er naturligvis en følge af, at aftaleudkastet med upside-modellen ikke er offentliggjort.

9. dec. fremsendte jeg følgende berigtigende indlæg til Børsen:

Børesens fornemmelse for intimidering

Først efter en rykker fra 15. dec. fik jeg 17. dec. besked fra Børsen om: "Vi må konstatere, at vi ikke får plads til det."

28. dec. indgav jeg via advokat Asger Thylstrup krav om genmæle, jf.:

Genmæle

Heraf fremgår også, at jeg har forsøgt at få oplysninger fra Erhvervs- og vækstministeriet om nogle få centrale oplysninger om de kapitalindskud, som blev ydet i relation til Bankpakke 2, således at jeg kunne præcisere beregningerne om de potentielle tab ved opgivelsen af upside-modellen. Ministeriet hævdede, at jeg ikke kunne få disse oplysninger, da de var underlagt tavshedspligt. Dette er jeg og min advokat uenig i, hvorfor der er fremsendt et formelt krav om aktindsigt. Ministeriet har endnu ikke svaret herpå.

Børsen har i øvrigt nægtet at bringe genmælet, idet de påstår, at de gengiver fakta! Sagen er derfor indbragt for Pressenævnet. 21. feb. 2013 fik jeg medhold ved Pressenævnet, hvilket betyder, at Børsen er tvunget til at publicere et genmæle.

Pressenævnets kendelse af 21. feb. 2013

25. feb. bragte Børsen det genmæle, som de var blevet pålagt af Pressenævnet under overskriften: Børsen har fejlciteret tal fra tidligere overvismand.

 

 

DR2-udsendelsen 27. dec. 2012: Store danskere: Mogens Glistrup: 

Baggrunden for min deltagelse i denne udsendelse var bl..a, at jeg i 1978 - mens Glistrup-sagen var på vej fra Københavns Byret til Østre Landsret - skrev bogen:

Glistrup-sagen. Nøglen til dens forståelse, Schultz Forlag

hvor jeg redegjorde for, hvordan Glistrup og hans klienter kunne undgå at betale indkomstskat. Læser man Byrettens dom på mere end 1200 sider, er det åbenbart, at det ikke lykkedes anklagerne eller dommerne at forstå essensen i det, der blev kaldt Glistrups skattecirkus.

I flere avisartikler efter bogens udgivelse beskrev jeg den heraf følgende forvirring og tragedie for retsstaten Danmark. Efter Højesterets dom sammenfattede jeg sagen og tragedien i Morgenposten (Fyens Stiftstidendes søndagsudgave) med titlen:

Glistrup-sagen en plet på det retlige Danmark. Morgenposten 6. nov. 1983.

Som Hamsun-sagen var i Norge, var Glistrup-sagen efter min vurdering udtryk for et retspolitisk sammenbrud, når det ellers var mest brug for at forsvare retsstaten.

Der henvises til undersiden om Glistrup-sagen.